
Leverandørinformation
Skal du sende en faktura til os? Så beskriver vi her, hvordan vores behandling af leverandørfakturaer fungerer. Ved at følge nedenstående undgår du som leverandør, at fakturaerne afvises og tilbagesendes til dig.
Sidemenu
Betalingsvilkår
Vi accepterer 30 dage netto på vores leverandørfakturaer. Eventuelle morarenter og gebyrer, accepteres iht. rentelovens regler. Hovedreglen er, at vi ikke betaler gebyrer, medmindre der er udarbejdet særskilte skriftlige aftaler herom. Standardbetingelser om gebyrer i leverandøraftaler betragtes ikke som særskilte skriftlige aftaler.
EAN-fakturaer
Vi modtager helst fakturaer via EAN. De relevante EAN-numre for hvert selskab er angivet i oversigten med faktureringsoplysninger på alle vores selskaber nedenfor.
Har du ikke mulighed for at sende din faktura via EAN, kan du sende den via mail til faktura@castellum.dk. Vi modtager alene fakturaer på denne mail som pdf-filer.
Obligatorisk referencemærkning
Når du fakturerer til os, er det vigtigt at fakturaen:
1. Er udstedt til det rigtige selskab
2. Har korrekt referencemærkning
Alle leverandørfakturaer skal påføres et referencenummer i feltet ”jeres reference”. Referencenummeret angiver, hvilken ejendom fakturaen vedrører, og hvem der har bestilt varen eller ydelsen. Længere nede kan du downloade en oversigt med de forskellige oplysninger. Mangler du et referencenummer, da kontakt venligst den, som har foretaget bestillingen, og bed om referencenummeret.
Eksempel på hvordan referencemærkning ser ud:
Ejendomsnummer: 306061 (Havneholmen 25) + personbestillernummer: 503 = 306061503
Korrekt selskabsnavn og ejendom/leveringsadresse
For at vi skal kunne efterleve bogføringsloven samt moms- og skattelovgivningen, er det vigtigt, at du som leverandør udsteder fakturaen til det korrekte selskab i Castellum.
Hvis du skal sende en faktura til selskabet Castellum 2 i København ApS, er det derudover vigtigt, at du angiver, hvilken ejendom det drejer sig om (Kalvebod Brygge 43, Kalvebod Brygge 45 eller Støberigade 14).
Hvis der faktureres for arbejde udført i et lejemål, skal lejerens navn desuden angives.
Oplysning om udført arbejde
Vi har brug for at kunne identificere, hvad der er udført af arbejde, når vi skal godkende fakturaen. Derfor beder vi dig som leverandør om udførligt at beskrive, hvilket arbejde der er udført, så vi undgår at skulle følge op efter modtagelse af fakturaen.
Oversigt med faktureringsoplysninger
Liste over vores selskaber og oplysninger: Castellum Danmark.
Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at sende os en mail med dine faktureringsspørgsmål på kobenhavn@castellum.dk.